Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Højmeskolen
Mobil menu

Ungemiljø

 

 

Højmeskolens ungemiljø

I ungemiljøet går ca. 300 elever fra 6.- 9. klasse. Eleverne er fordelt på 2 gangområder, hvor 6.klasse er i stueetagen, mens 7.-9. klasse er på skolens 1. sal. På gangene har klasserne deres eget klasseværelse, og uden for klasselokalerne er der fælles gangområder med borde til gruppearbejde samt et stort futurum til fællessamlinger. I alle klasseværelser er der whiteboards og en Clever Touch skærm, der understøtter den teknologiske udvikling i klasserummene. 

Profilsporet, som er kommunens tilbud til elever i svære skrive- og læsevanskeligheder, udgør en del af ungemiljøet hvor de indgår i samarbejde på tværs af de øvrige klasser. Her arbejdes der intensivt med læse- og skriveteknologi, der understøtter hver enkelt elevs deltagelsesmuligheder i læringsmiljøet. 

På Højmeskolen stiller vi chromebooks til rådighed for elever på 4.-6. årgang, mens eleverne på 7.-9. årgang har  ”bring your own device” . Hvor dette ikke muligt, kan man låne af skolen. 

Hver klasse har tilknyttet et klasselærerteam, som er med til at støtte og styrke trivslen og de fællesskaber, eleverne indgår i. 

Vi arbejder på et højt fagligt niveau, så eleverne på alle områder er godt forberedt til Folkeskolens afgangsprøver. I et samarbejde med forskellige ungdomsuddannelser,  er der samtidig fokus på overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Dette fokus medfører bl.a. at andelen af elever der starter på en ungdomsuddannelse ligger et godt stykke over landsgennemsnittet. Dette indikerer, at vi som skole formår at løfte vores elever, såvel fagligt som personligt. 

Vi stiller krav og har høje forventninger til vores unge mennesker både i den daglige faglige undervisning, og hvad angår sociale og personlige kompetencer. Vi arbejder hver dag for at vores ungdomsmiljø er trygt og robust. Dette understøtter MiLife, som Højmeskolen i samarbejde med UngOdense arbejder systematisk med fra 2021. Det prioriteres højt at de unge er i god trivsel, hvilket både skolens antimobbestrategi og ungemiljøets sociale indsatser og arrangementer er medvirkende til. at opretholde.

Det gode fællesskab i ungemiljøet kommer særligt til udtryk i vores årlige begivenheder:

Skoleårets starter ud med en teambuildingsdag for alle ungemiljøets klasser, hvor der dystes i forskellige udfordringer klasserne imellem.

Når man starter i Profilsporet  kommer de nye elever på en “ryste sammen tur” og der arrangeres ligeledes en tur for for 6. klasserne når de rykker op i ungemiljøet.

Trimdagen før efterårsferien foregår omkring skolen. Her har 9. årgang planlagt en aktiv dag for alle skolens elever.

I uge 6  inviterer elevrådet hele ungemiljøet til gallafest på skolen en torsdag aften, der samtidig er afslutning på en fælles emneuge. Gallafesten er på mange måder et af årets højdepunkter for skolens ældste elever.

Det er vigtigt, at hver elev har mange deltagelsesmuligheder i løbet af en skoleuge. Derfor er flere undervisningstimer parallellagt på tværs af årgangen, så eleverne kan undervises sammen og på blandede hold. Vi ved også, at rejser og ekskursioner kan noget særligt i forhold fællesskabet og den enkelte elevs udvikling. Derfor prioriteres der i løbet af 8. eller 9. årgang en skolerejse ligesom der fra 6.-9. lægges vægt på endagsture og fælles oplevelser i nærområdet.

Skoleugen i ungemiljøet er 31 timer for 6. årgang, 31,5 timer for 7. årgang og 33 timer for 8. og 9. årgang. Præst er placeret på 7. årgang. Mandag, onsdag, torsdag og fredag indeholder flere forskellige fag, mens der hver tirsdag er faglig fordybelsesdag, hvor der arbejdes hele skoledagen indenfor et-to bestemte fagområder. På 10 tirsdage ligger skolens valgfag for  9. årgang som udgangspunkt også placeret. 7.- og 8. årgang har deres obligatoriske praktisk/musiske valgfag på halvdelen af skoleårets onsdage.